mandag den 29. december 2014

Åh, hvilken morgenstund

 Stift vasketøj med den dejligste duft af luft, frost og sne.
 Grønkål med top og sørme om den lille Fanny ikke stikker snuden frem i højre side.
 For første gang i Fannys korte liv ser, mærker, dufter og smager hun sne. Hun elsker det !
Det gør Hanen og HønseDamerne ikke... Trods stier i sneen, tempereret drikkevand og hønsemad lokkende spredt, ville de kun nødigt ud, holdt sig helt oppe langs stalden og allerhelst indenfor i Hønsebo.
Jeg nyder denne sne og frost med solskin ovenpå. En smuk afslutning på et år som ikke vil gå ind i min personlige historie som det bedste år.
Men trods al modstand, er jeg lykkelig og taknemmelig for at være givet et liv på denne smukke jord.

lørdag den 27. december 2014

Far nu vel, du dejlige jul

Så er julen nænsomt og dog omhyggeligt forsvundet fra det lille hus.

 Alle mine børn er er taget videre ud i verden. Den sårede Castiel  ligger i en papkasse og får en lille lur.
 Fanny, HønseDamerne og Hanen nyder at frosten har forvandlet mudder til fast grund og at solen får det hele til at stråle. De er ude og suge frist luft og solskin.
Jeg brygger kaffe, spiser godter og besøger Bloglandet.
Julen var god, nu er den slut for os i det lille hus.Tidligt vil mange nok mene, men helt perfekt for os.

mandag den 22. december 2014

Nu er det sørme snart juleaften

 Har brugt en del tid her ved min Asus,både fornøjelse, men også pligter. Heldigvis er der kaffe i kanden og brunekager i dåsen- alt glider bare lettere og er unægtelig mere hyggeligt med kaffe og kage(r).
 I går blev der både markeret og fejret 4.Advent og Solhverv. Lyset er nu på vej og jeg vil virkelig bestræbe mig på at være åben, modtagelig og fuld af tillid i mødet med det der vil komme.
 ÆldsteDatter- juletræs elskeren over os alle, kom, så og udvalgte årets træ- nu er også dét i hus. Spændende bliver det, en ny erfaring skal gøres; 2 katte og et juletræ...
Sidst men bestemt ikke mindst - Årstiderne bragte juleænderne lige til min dør.Jeg spiser stort set ikke kød, men glæder mig til at langtidsstege disse 2 andebasser og fylde huset med duften. Nu mangler vi bare de sidste, YngsteDatter og Sønnen - de kommer i morgen og så kan det godt blive jul i det lille hus i skoven :)
Jeg ønsker alle, der kigger her forbi en rigtig glædelig jul.

søndag den 21. december 2014

Uventede glæder

Jamen altså ! Efter mange mange mange uger uden æg ;

Tak de dejligste HønseDamer - de er sørme de bedste julegaver I kunne give mig :)

Vintersolhverv

Den 21. December. Årets begyndelse, for solen kommer tilbage.
Jeg vil fejre det med bål og sang. Jeg vil skrive en seddel med alt det, jeg ikke ønsker at tage med ind i det nye år, smide papiret på bålet og lade det og dets ord brænde væk i bålets flammer.
Således vil jeg renset byde det nye år velkommen.
Fra sidste år og der også blev ristet skumfidusser over bålet.

lørdag den 20. december 2014

Juletid

 Julerod af den fineste slags.
 En mus der gerne må bo i mit hus.
 Velkommen til mit hus krans ved døren.
 Kogler til pynt og senere nytte i brændeovnene.
 Juletidens fryd, brunekager og kardemommekaffe.
 Julekort skrives og sendes ud i verden.
 Amaryllis
Julekæder- min store glæde i den mørke tid. Her i køkkenvinduet.
Lidt julestemning fra det lille hus i skoven.

fredag den 19. december 2014

Castiel

 Castiel, opkaldt efter en lækker engel fra en amerikansk tv serie. Kom her til huset i skoven sommeren 2014 sammen med sin søster Fanny.
De 2 katte har ændret mit syn på det at have ansvar for dyr. De kom til huset for at begrænse besøget af mus...Jeg havde ikke troet de ville trippe direkte ind i mit hjerte og give så mange glæder.
OG bekymringer.....
 For nogle uger siden blev de som sædvanligt lukket ud for natten, men næsten morgen kom kun Fanny tilbage. Der blev ledt både højt og lavt, i skoven og langs vejen, men ingen Castiel... På 2. dagen kom han tilbage og var skadet, på både krop og sind. Dyrlægen kunne mærke hans krop var hel og udskrev ro, smertestillende og vådfoder. En uge i ro og hans krop var parat til vind i pelsen og ligger under fugle foder huset og drømme om musvitter, der falder ned. En time i frihed og han kom skadet tilbage.
 Så gik rejsen mod dyrlægen igen igen igen...
 Smukt er der i udkanten af Danmark , også der hvor dyrlægen bor.
 Men dejligt er der også i skoven. Især når man vender trætte hjem med en fortumlet kat.
Og Castiel.. Han har brækket både bækken og ben...Så nu står den på ro og dope i endnu en måned.
Her ligger han, den skadet musejæger- helt skæv af narkose, men mad må der til - om han så må ligge ned og spise :)

onsdag den 17. december 2014

Mums !

Jeg kogte mig en ufattelig lækker dal i går. Jeg bagte fladbrød og nød det hele med et godt glas rødvin. Mums på en regngrå Tirsdag i December.
Min dal bestod af grønne linser, løg, hvidløg, broccoli, champignon, chili, karry og lidt god bouillon. OG persille:)
Fladbrød af Aurions gode hvedemel, vand og salt- "bagt" på en tør pande.
Enkelt og dog så godt. Mums !

tirsdag den 16. december 2014

5 glæder fra en regnvåd Mandag i December

 At have selskab af både Kat , Hanen og en enkel Hønsedame, når jeg får afleveret et tårn af briketter, der skal i laden inden næste byge.
 Kardemomme, en juleglæde- jeg åbner kapslerne og lade de små sorte frø blandes sig med kaffen i mit kaffefilter, de giver en fin smag af - ja, Julekaffe.
 Pynt. Jeg holder uendelig meget af at fjerne al nips og pynt for bare at erstatte det med julenips og julepynt. Det er så hyggeligt og det skaber julestemning
 De to dromedarer i mit køkken bærer både lys, duft og glæde.
Ham her, Castiel, han er bare for nuttet.

mandag den 15. december 2014

Jeg fylder mine dage med skønhed

 " At påvirke dagens kvalitet er den højeste kunstform "

- Henry David Thoreau -